mandag den 29. december 2008

Lolland

Så blev der tid til en tur med søn og datter til Lolland, for at fotografere samt registrere koordinater til ialt 4 runesten. Øvrige runesten fra dette område findes nu på nationalmuseet. Det fede ved stenene på Lolland er, at de alle er umiddelbart tilgængelige, de findes ikke bag aflåste kirkedøre!
Det var derfor en pæn skuffelse at se de første 2 runestene i denne tilstand, ved Maribo Museum overfor banegården.
















Men selvfølgelig fornuftigt her i vinterperioden, mange andre stene i Danmark kunne trænge til vinterdække. Forhåbentligt får museet råd til et klædeligt halvtag i det nye budgetår?

De to næste runestene var lette at finde og ikke tildækkede, den ene ved Tågerup kirke, syd for Maribo, den anden længere mod vest ved Tillitze kirke.Koordinaterne blev aflæst, stemte fint overens med Google Earth aflæsning, jeg har endnu ikke set betydningsfulde afvigelser i forhold til bilens Garmin-GPS.

onsdag den 5. november 2008

Bornholm

En lille endagsudflugt til klippeøen, hvor der findes hele 39 runesten!
Det er klart Danmarks tættest forsynede runestensområde, et paradis.
2 mindre sten findes i følge tilgængelige oplysninger i magasin på Nationalmuseet.

Hvis man planlægger ruten rigtigt, kan man godt nå at besøge samtlige sten inden mørkets frembrud. Det var lidt af en skuffelse at hele øen lå indhyllet i tæt tåge, men det viste sig at være lettere at fotografere stenene end på min seneste tur i sommers. Man kan bedre styre lyset.

De Bornholmske stene er lette at gå til, de fleste er placeret ved eller i kirker, kun 4 skal findes i 'vildmarken'. Flere sten er samlet i små anlæg, dels ved Østermarie gamle kirkeruin, se foto, dels ved Vestermarie kirke.
Desværre var Rø kirke og Åkirke aflåste og jeg missede to sten på den konto, ærgerligt.
Rø kirke burde ikke ha været det, mens Åkirke åbenbart er det i en periode om vinteren.

Den sten der gav mig størst udfordring var, DR 393 Østermarie 4, ved Brohuse.Den står midt i et vejsving, tæt ved åen, i skov på vestlige side af vejen.Den er ikke lige til at se, når man kører forbi.

Jeg måtte spørge lokalbefolkningen om vej til runestenen DR 382, der skulle ligge nedlagt i asfalten i Storegade, Rønne.Sør'me om ikke den gør det, der er ikke antydning af runer længere, men de skulle ha været der engang.Den ligger side om side med en mindesten for en svensk kommandant Johan Printzensköld, der faldt for en bornholmsk kugle, vist lidt ved et uheld, i 1658.

I mit hastværk kludrede jeg lidt ved Klemensker kirke, hvor der er rigtig mange brudstykker af runesten. Jeg overså et par, som angiveligt skulle befinde sig i kirkemuren, drøn ærgerligt.
Det blev jeg klar over da jeg om aftenen i lufthavnen studerede en tysk folder om runesten på Bornholm, som jeg meget venligt fik foræret af personalet på Bornholms museum.
Men med brudstykker er der altså ialt 39 sten på øen, så jeg fik skudt og registreret pænt mange, jeg kan ikke tillade mig at være utilfreds! Jeg må vende tilbage ved senere lejlighed for at få skudt de sidste 4 sten.
Det gør jeg gerne, Bornholm er en pragtfuld ø.

lørdag den 26. juli 2008

Midtjylland

Datteren skulle afleveres på spejderlejr ved Ry, så resten af dagen stod på runestens safari i Midtjylland i området Viborg - Hobro - Randers.

Her findes de fleste af de jyske runestene, så der var nok at tage fat på.
Igen, de fleste sten står ved eller i kirker, og det volder af og til problemer - når porten er låst, selv i dagtimerne, det ER altså ærgerligt.

En af de sjove sten med udfordring for en runestensfinder var DR EM85 Klejtrup stenen, der står på en markvej, hvor Klejtrup bæk løber ud i Klejtrup sø. Man kan kun komme dertil via en markvej, der ikke er let at finde, med så dybe hjulspor at jeg nok ikke burde være kørt derud, men jeg var på en mission!
På billedet kan stenen anes midtfor i et flot midtjysk landskab - hjulsporene her på broen er nu ok.


En sten brugte jeg dog for lang tid på og fandt den heller ikke. DR 82 Sønder Vinge 1, som står et sted i haven på Ulstrup slot. Jeg rendte rundt i en time, uden at finde nogen på slottet og jeg kunne ikke finde stenen i den del af haven der var tilgængelig, så den er indtil videre i restordre.

I Hjermind er en runesten rejst i præstegårdshaven. Tænk engang at have en runesten i baghaven, DET er stort. Haven er privat, så der er ikke umiddelbar adgang til stenen.
Forøvrigt måtte jeg sande at sommeren nok ikke er den bedste periode at fotografere stenene på, for en amatør fotograf uden det rette udstyr. Hjermind stenen havde runerne på solsiden, men løvhænget skabte helt umulige skygger, der gjorde runerne ulæselige på fotografierne. Til gengæld var præstens kone umådelig sød.

Midtjylland har for mange sten, til de ku besøges på en dag, så jeg vender tilbage senere.