onsdag den 4. november 2009

Hvorfor futhark og ikke ABC?

Hvorfor begynder rune 'alfabetet' ikke med a,b,c som alle andre ordentlige alfabeter? De gamle autonome germanere valgte i stedet at begynde deres 'alfabet' med runerne futhark, hvilket dermed navngav deres 'alfabet'.

Man ved det ikke i dag, men det kan næppe være tilfældigt. Runerne kom fra guderne, som det kan læses både i sagaer og på runesten, derfor kan intet være overladt til tilfældighederne her.
De tre første runer danner faktisk et ord tilsammen. FuÞ.

FuÞ eller futh ses indridset i flere sammenhænge på forskellige genstande, af mange forskere tillagt en guddommelig betydning.

Hvad betyder futh da? Ja, faktisk er det et godt gammelt germansk ord for de kvindelige kønsdele.
Var det da blot germanske ungersvende, tykke bag ørerne, der gik rundt og og skrev futh, som vi idag skriver fisse? Eller var der noget magisk, guddommeligt ved at skrive ordet?


Det finder vi næppe ud af. Men skrevet blev det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de tidligste eksempler på runer i skandinavien (Syddanmark) er fra de første århundreder i vor tidsregning. Netop da dyrkede germanerne Nerthus, moder jord og man må formode at hendes skød har spillet en væsentlig rolle. Vi har jo de mange moseofringer, hvor netop sådanne vådområder kan ses som indgangen til gudinden.

Futh er dermed begyndelsen på alt liv og derfor naturligvis også på den guddommelige runerække.

Det er naturligvis kun spekulationer, der er ingen runologer, der har udtrykt samme tanker :-)